En 26-årig ingeniør fra Marokko er blevet idømt tre års fængsel for at oprette en Facebook-profil i kongens brors navn.
26-årige Fouad Mortada kan se frem til tre år bag tremmer, fordi han har lagt en falsk profil ud for kong Mohammeds bror på det populære sociale netværk Facebook.
Han er nu blevet dømt for identitetstyveri og computer-dokumentfalsk, hvilket koster ham tre år i fængsel og en bøde på 7.000 kr. Familien vil anke dommen.
Fouad Mortada har forklaret, at han lagde profilen ud i beundring af den 37-årige prins Moulay Rachid og har bedt om nåde, men uden held.
Ifølge den 26-årige marokkaner har politiet undersøgt, om han står i ledtog med en terrorgruppe, der vil skade kongefamilien, hvilket han afviser.
- Det var bare en spøg, siger Fouad.
Sagen har vakt opsigt i Marokko, der prøver at modernisere sig under kong Mohammed d. 6.
En hjemmeside på nettet støtter Fouad, og har skrevet et undskyldningsbrev til kongens familie.